lørdag den 29. august 2015

Grutas de García

Efter det lille sidespor om journalistik, så kommer her det sidste af oplevelsesindlæggende i denne omgang (og forhåbentlig et farvel til hængepartiet: Bloggen - eller jeg mangler lige indlægget om en elektronisk musikfestival på en jomfrustrand ved stillehavet, men den tid den sorg).

For et par uger siden inviterede Intégrate på tur til Grutas de García, som ligger i Monterrey ca. en times kørsel fra, hvor vi bor. Grutas de García er en stor drypstenshule, som man fandt i 1843. Når man kommer frem bliver man mødt af endnu et af de omtalte turisthelveder og så starter man ellers med at stille sig i kø. Vi kom en gruppe fra Intégrate på ca. 25 personer i alt og hver især skulle vi betale 80 pesos (omkring 32 kroner) for at komme med telefericoen op og deltage i en guidet tour i grotten. Vi ventede ca. 50 minutter på at komme med telefericoen efter vi havde betalt, man kom med den i grupper og skulle bare gå derhen når ens nummer blev råbt op, i mellemtiden kunne man så passende købe alt mulig spiseligt, vand og mexicansk tingeltangel til overpriser. De forstår ligesom at udnytte mulighederne, når de byder sig.

Da det blev vores tur konstaterede vi lettede at telefericoen var produceret i Schweiz, måske er vi efterhånden en lille smule farvede af vores erfaringer med mexicansk håndværk. Og så er der historien om, hvordan man for et halvt århundrede siden forsøgte at lave en teleferico på Cerro de la Silla, men på det der skulle have været jomfruturen styrtede en af gondolerne ned og tog to af ingenørerne på projektet med i døden. Så ja, et stykke Schweiz i Mexico kan varme på de mærkeligste tidspunkter.

Men vi kom op til drypstensgrotten uden at styrte nogen steder og fik en guidet tur i grotterne. Som du måske husker, så var jeg ikke videre begejstret for monotonien på vores sidste guidede tur. I garcías grotter blev det ikke bedre. Her skal i forestille jer fakta som, at temperaturen aldrig overstiger 19 grader i grotterne eller at den lille skygge deroppe kaldes krucifikset blive annonceret, som om de er billigt til salg på Brørup marked: "Tiiiii bananer, for en tyyyyveeeeer"  Mor, du ved, hvad jeg mener ikke? Det var meget mærkeligt men dog informativt. Hver lille spøjst udseende drypsten havde navn efter hvad det lignede. Alle navne stod på små tacky oplyste skilte og overlod intet til fantasien, men så er man selvfølgelig også sikker på at selv de mest fantasiløse har fået noget ud af turen. Det var alt i alt en fin tur, men igen bar den virkelig præg af den her overdådighed som mexicanerne synes at elske. 

Da vi var færdige med vores tour valgte Isabella og jeg at udfordre min angst for at falde over mine egne ben og tage traveturen ned i stedet for telefericoen. Det var en skøn gåtur, hvor jeg dog flere gange var meget tæt på at sætte mig på halen og lige så stille glide ned i stedet for at udfordre min balanceevne mere end højst nødvendigt. Det føltes som en sejr på de tidspunkter hvor jeg turde småløbe lidt, noget der er absolut nøsvendigt, for at kunne følge med bjerggeden Isabellas tempo.

Indgangen til drypsten

Der hvor turen startede

Her er pænt

Lækkert oplyst skilt der fortæller at vi er i teatret

Det ottende vidunder - stedet hvor en stalagmit og en stalaktit mødte hinanden præcist på midten. En sjældenhed da stalagmitten (som kommer nedefra og på) som regel vokser hurtigere en stalaktitten.

Et lille kig til dagslyset udenfor.

Denne stalagmit blev kaldt juletræet og aldrig så snart stod man i grotten før det grummeste julepynt blev tændt. Var der nogen der turde sige smagløst? Jeg tror, vi var flere der sagde blasfemi.

Denne havde ikke noget navn - jeg udfordrer dig til at gætte, hvad jeg kaldte den....

Ja, jeg kan da godt se det ligner en gorilla, men det havde været sjovere hvis ikke I havde fortalt mig det.

I kapellet kunne man dvæle lidt ved katolicismen

Og jeg kan da også være en hurtigvoksende stalagmit

Den fineste udsigt da vi kom ud igen

Isabella og jeg leger linselus

Isabella holder pause ved en kaktus på vejen ned

Lidt af udsigten på vores vej ned

Isabella fangede mig i et sejrrigt løbende øjeblik på turen ned.

 


Et par tanker om journalistik

Det er ikke nogen hemmelighed at mit politiske ståsted har samme farve som blod - og ikke det kongelige af slagsen. Så derfor kan det nok heller ikke undre nogen, at nogle af de tanker jeg går og gør mig hernedovre handler en del om de privilegier, vi som danskere har en tendens til at tage for givet.

For ikke så længe siden kunne jeg på Facebook følge med i en historie om en BT journalist, der forsøgte at få en af de store nødhjælpsorganisationers ledere sat i et dårligt lys fordi denne åbenbart havde valgt at bosætte sig i en kommune, der ikke havde større antal flygtninge boende. Jeg kan ikke huske journalistens navn og heller ikke hundrede procent historien, men den stod bare i så stor kontrast til det, der foregår i Mexico i øjeblikket (og som "altid" er foregået) at det alligevel satte sig fast som et emne der bliver vendt og drejet.

Jeg sad lettere beruset på en trappesten nogle dage før jeg læste historien og talte med en mexicansk journalistuddannet kvinde, som forsøgte at finde arbejde i Mexico. Dog ikke som journalist, for selv om hun elskede at skrive og rapportere, så turde hun simpelthen ikke arbejde som journalist og da slet ikke som en kvindelig en af slagsen. Hun ville gerne til USA og arbejde for en af de større aviser eller tv-stationer. Hun forstod ikke hvorfor jeg var her og hvad jeg så i Mexico, for i hendes øjne er Mexico et land med så mange minusser, at det var svært at forstå hvorfor nogle frivilligt tager hertil, når så mange ønsker at flygte og finde et bedre sted at bo. Jeg kunne kun fortælle hende om alle de fantastiske mennesker jeg møder og om den kulturrigdom, som Mexico for mig besidder. Og så en lille smule om et ønske om at beholde min bevidsthed om, hvor priviligeret jeg er, født det rigtige sted i det rigtige årti og muligheden for at sprede budskabet om et samfund der i det store og hele fungerer virkelig godt i forhold til andre. 

Nå men det var et sidespor, et par dage efter min samtale med journalisten så bemærkede jeg historien om R. E. i medierne. En mexicansk fotojournalist der blev fundet myrdet i Mexico City. R.E. var flygtet fra sin hjemstat Veracruz, fordi han følte sig truet på livet. 

Jeg har ikke lyst til at gå i detaljer om sagen (af vældigt gode årsager), men hvis man har lyst kan man læse en mere aktivistisk version af sagen her og være med til at skabe omtale: det der foregår og hvis du har lyst til det, så benyt endelig google til at få lidt mere indsigt i historien.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på om journalisten fra BT på noget tidspunkt er stoppet op og har overvejet, hvor vildt det er, at bare fordi han/hun er landet det helt rigtige sted, så er der ingen voldsomme konsekvenser ved at trykke sandheden eller den version af sandheden, som passede godt til vinklingen historien. Den danske journalist behøver ikke at frygte for at han bliver fundet med en kugle for panden, heller ikke selvom udlægningen af historien i BT var decideret vinklet. Hvis man nu overvejede sine privilegier før man rapporterede, kunne det så være at historierne fik mere substans og mindre politisk vinkling? Det synes jeg personligt kunne være smukt!

Ikke Estanzuela, en smule Santiago og Cola de Caballo

Ikke så lang tid efter at vores gode tyskere var flyttet ind, inviterede Vicco på vandfaldstur, I en park der hedder Estanzuela. Herfra kan man hike til forskellige vandfald og naturlige pools med mulighed for at bade og køle af. Så det glædede vi os vældig meget til da vi stod op klokken 5.50 efter knap fire timers søvn. Vi skulle hentes klokken 7.00 og da klokken sneg sig hen ad ved 8-tiden, havde vi stadig ikke set skyggen af Eric (en amerikaner) og Raul, som havde bilen. Omkring klokken halv ni var vi dog på vej, med et stop ved en seven eleven på vejen for lige at proviantere. Efter en lille time i bil ankom vi så til Parque de Estanzuela, som dadadum.... var lukket, for det var en tirsdag og sådan et naturreservat skal have tid til at finde sig selv fra mandag til tirsdag eller noget. Så vi måtte køre derfra med uforettet sag.

Vi endte i stedet med at køre en tur til Santiago, som er en lille smuk by syd for Monterrey. Mexicanerne kalder den Pueblo Mágico, magiske landsby, på grund af dens skønhed. Her tulrede vi lidt rundt, så udsigten fra en udkigspost til en fjord eller en sø, hvor Vicco var sikker på, at der var folk, der badede, det var dog ønsketænkning og disse folk var bare et dusin stolper, der hyggede sig i vandet. Jeg tror, vi alle gerne ville være en lille stolpe på det tidspunkt. Vi var en tur inde i kirken og se os omkring og derefter holdt vi et lille hvil på en bænk i et lille grønt område. Pludselig blev jeg noget benovet over et kæmpestort insekt der tæskede rundt mellem blomsterne, endnu mere benovet blev jeg da det gik op for mig at 'insektet' var en kolibri. En ægte kolibri i virkeligheden. Så så man lige Mette blive barn igen.

Kirken i Santiago i modlys

Udsigten i Santiago, har desværre ikke fået et tydeligt billede af de badeglade stolper.

Kirken fra den anden side og skøn udsigt til bjergene.

Og mere udsigt - så flot!

Og det her skal man vist bare, når man ser disse vinger.

Udsigten fra kirken og ned på det grønne område, hvor jeg så mit livs første vilde kolibri.


Efter vores hvil besluttede vi os for at køre til et andet vandfald, så Vicco, Isabella og jeg i det mindste kunne få set et enkelt af slagsen. Så vi begav os til Cola de Caballo, hestehalen. Her har man bygget en lille turistfælde rundt om et vandfald. Der er hestevogne og heste til leje, så man ikke behøver at gå den 600 m lange vej til vandfaldet og man kan købe alverdens lokale snacks, nøgleringe, kjoler og så videre, i små boder, der ligger spredt med 50 meters mellemrum, indtil man kommer derop (begejstringen for selve udnyttelsen af området er ikke at spore, hvis I skulle være i tvivl). Vi gik derop og lod hestehovene få fred og på trods af de mange turistede ting, så var det et virkeligt flot sted, med mange sommerfugle og lyden af cikader som en konstant reminder om, at vi ikke er i Danmark. Selve vandfaldet var også meget pænt, men ikke storslået og jeg må indrømme, at jeg brugte mere tid på at jagte sommerfugte (med mit kamera) end jeg gjorde på at beundre det lille vandfald. Jeg vil alligevel anbefale turen, hvis man skulle få muligheden, for det er meget mexicansk, det her med at udnytte et godt sted mest muligt, hvilket jeg også kommer ind på i det næste indlæg.

Pænt vand

Mere pænt vand og en hestevogn i baggrunden

Et lille vandfald og en af turistboderne i baggrunden

Vicco der beundrer hestens hale

Isabella og jeg foran Cola de Caballo

Isabella og jeg foran Cola de Caballo

Vandfaldsselfie

Isabella og jeg 

Vicco og vandfaldet

Sommerfugl!!!!
 
To ryttere længere fremme

Parque fundidora og Paseo Santa Lucía

Det er som om at der ophober sig mere og mere ufortalt. Dette bliver første af de omtalte oplevelses indlæg, som hver bliver med lidt billeder tilknyttet et par ord om de steder, vi har besøgt indenfor den sidste måned.

En af de første ting vi besøgte og så, var centrum af byen, Macroplaza, og herefter Parque Fundidora og Paseo Santa Lucía (Santa Lucía Riverwalk). Vi mødtes med Migueh (fra Intégrate), Fernando, Chrissy, Svenja, Isabel og Nick for første gang i centrum og hægtede os på deres tour.

Parque Fundidora er en park midt i Monterrey, igennem løber en kunstig flod (Santa Lucia), her kan man komme på kanalrundfart og høre en monoton mexicaner fortælle muligvis spændende ting på spansk. Det er ikke utænkeligt, at jeg ville kunne forstå, hvad der blev sagt, hvis jeg gjorde mig umage, men helt ærligt så rækker min opmærksomhed ikke langt, når fortælleren insisterer på at tale, som var han igang med en opremsning af kyllingepriser op igennem 1900 og 2000-tallet. Men det er en flot lille sejltur og der er en lille brise man kan hygge sig med i de konstante 35 grader.
Parque Fundidora er i virkeligheden et gammelt stålværk og en af de gamle baljer er blevet lavet om til et "springvand" i Santa Lucía. Kyllingeprisopremseren fortalte, at der kan være omtrent tre ton stål i sådan en fætter (ud fra min hukommelse, tag ikke mine ord for fakta).

Isabella på kanalbåden

Lidt af udsigtens fra kanalbåden

Vi kalder bygningen håndtasken - men hvad den hedder i virkeligheden har vi ikke taget os tid til at finde ud af endnu.

Vores smukke bjerg - Cerro de la Silla, som er Monterreys vartegn

Springvandsdims der engang har været brugt til store mængder stål

Noget af det gamle stålværk. Bygningen er museum og restaurant nu.

Isabella foran dimsen... 

torsdag den 13. august 2015

På opdagelse

Allerede inden ankomst blev vi kontaktet af indtil flere mexicanere fra organisationen Intégrate. Intégrate er et firma, der lever af at lave ture, fester og oplevelser for mexicanere og udvekslingsstuderende. De ansatte arbejder stort set frivilligt (de får kommision, når de sælger en billet til et arrangement og får rabat på selvsamme arrangementer) og de har været en stor del af opholdet indtil videre. 

Indtil videre har vi set Parque Fundidora, Paseo Santa Lucía, Macroplaza, Lågen til Parque Estanzuela, Santiago, Cola de Caballo, EGADE, Shopping centre: Valle Oriente og San Agustín, lufthavnen gange mange efterhånden, Grutas de García. Indtil videre er det bare navne for jer der læser med, men de næste par dage skal jeg forsøge at knytte et par ord og billeder til oplevelserne. 

Lejligheden

Som beskrevet flyttede vi ind to dage efter ankomst. Lejligheden lignede slet ikke de billeder, vi havde set på forhånd. De var tydeligvis taget for mange håndværkere og fester siden ... mærkelig formulering, men nu har jeg stirret på den i to minutter og vi skal videre i teksten.

Lejligheden er rigtig fin og jeg taler vist for både Isabella og mig, når jeg udtrykker en vældig kærlighed og ømhed over den. En del af kærligheden kommer helt sikkert af den tid, som det tog at gøre den ren og beboelig. Vi brugte vores to første dage i lejligheden på at gøre rent, købe køkkenredskaber og andre nødvendigheder. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at det var en ren svinesti og hvis man kender mig, så ved man at jeg ikke ligefrem lider af rengøringsvanvid. Fra første august har vi delt hjem med de to tyske gutter Vicco og Timo, som var taknemmelige for at det lignede et hjem da de rykkede ind.

Her knap tre uger senere har vi stadig besøg af Francisco, lejlighedens alt-mulig-mand (og med til alt-mulig-mand-titlen hører færdigheder som indbrud med kreditkort og vandpumpe troldmand. Kreditkorttricket har han lært fra sig, i fald vi kommer til at smække os ude af vores værelser, noget Timo har haft succes med indtil flere gange), med jævne mellemrum. I dag har han eksempelvis genindstalleret fluenettet til tagterrassen og stillet os nye håndvaske i udsigt for 4. gang uden at vide, hvornår præcis det kommer til at ske.

Internettet blev installeret i forgårs og mit håndværkerspansk bliver bedre og bedre, for hver mexicanske håndværker, der træder ind af døren. Til gengæld fejler alle mine sprog simultant i øjeblikket og alle sætninger er en umulig blanding af engelsk, spansk og dansk. Apropos håndværkere så tror jeg, at min far ville korse sig, hvis han så, hvordan tingene bliver ordnet her, skæve vinkler og tilfældigt borede huller præger alle el-installationer. Toiletter og håndvaske står løst placeret og til tider lækker alting, men så er det fantastisk, at det er så varmt at det hele tørrer dejligt hurtigt - men det er lidt for spændende at tænke på, hvilken betydning det mon har for vandregningen.

Nu har jeg vist fået lejligheden til at lyde helt forfærdelig, så derfor kommer her billederne, der skal vise, hvor fantastisk den i virkeligheden er:

Fra hoveddøren ser man direkte ind i køkkenalrummet, som er en del større end min lejlighed i København - Her i modlys fordi jeg var for doven til at lukke "gardinerne". Til højre kan man se ind på mit værelse. 
Et billede af spisebordet, som kun er blevet brugt en enkelt gang, som regel indtages måltider i morgenmadsbaren i køkkenet. Ordene på muren skal nok blive sande en dag, men indtil videre lærer vi stadig hinanden at kende.


Går man direkte gennem lejligheden og ud, så lander man på tagterrassen, hvor vi har den smukkeste udsigt over Monterrey. 
Her et par billeder af "se-til-højre-se-til-venstre"-typen featuring et hjørne af vores grill, som på trods - eller på grund - af at være en gammel rusten sag, klarer jobbet helt fabelagtigt. 
Alle værelserne i lejligheden har deres fordele og ulemper. Den eneste ulempe ved mit, er at den eneste udsigt er naboens hvide mur 50 cm fra mine vinduer. Fordelene tæller en tavlevæg, privat badeværelse og nem adgang til frisk luft. Badeværelset er større en mit Københavnske køkken og bad tilsammen, så det er ren luksus. Og ja jeg roder!



Sidst men absolut ikke mindst, så hører der en pool til boligkomplekset. En pool vi godt nok selv er nødt til at fiske de værste blade og plastikstykker op af, men ikke desto mindre en pool, som benyttes meget flittigt i varmen. I dag er første dag, hvor temperaturen ligger under 36 grader og i nat var første nat under 25 grader. I går aftes regnede det for første gang siden vi ankom, hvilket nok har bidraget til dagens uventede friske luft.